Syntaktisk
Кто он, русский коллаборационнист: Предатель или герой?
Вопросы Истории 11-12/96
Denne artikel af V. V. Malinovskij (herefter: VVM) er trykt som et brev til redaktionen på Voprosy Istorii.
Han tager temaet om den historiske udforskning af det tyske samarbejde op til revision – ikke mindst, fordi det er begrænset, hvor meget der er at revidere.
Han påpeger, at der i “encyklopædien” – hvormed han mener Великая Отечественная Война, det store sovjetiske opslagsværk om den store fædrelandskrig – slet ikke står noget om de sovjetiske kollaboratører. Han henviser til Solzjenitsyns kommentarer om “власовцы” i dennes værk Архипелаг Гулаг samt til Aleksander Kazantsevs Третья Сила som steder, hvor man trods alt kan få noget at vide, omend fra en personlig vinkel.
Han påpeger historikeres fristelse til at at drage ikke-analoge paralleller, såsom til Lenins frie rejse gennem Tyskland under 1. verdenskrig, der lagde op til, at bolsjevikkerne senere blev anklaget for spionage og samvirke med Tyskland. Desuden om A. D. Sakharovs støtte til USA under den kolde krig. Tendensen til at drage disse misforståede paralleller tilskriver han manglen på reelle historiske kilder.
Fra tysk side er der kun optegnelser vedrørende de soldater, der konkret gik i krigstjeneste, og ikke om det samvirke, der foregik i det besatte Sovjetunionen. VVM anfører tal fra den tyske administration, tal, han har modtaget fra en B. A. Sjlichter (Б. А. Шлихтер), der angiveligt har haft adgang til dem som tolk. Disse tal angiver, at der tjente et antal i størrelsesordenen 600.000 i de tyske væbnede styrker, som var af “østlige folk” (восточных народов) – heraf 310.000 russere (det er ikke klart, hvorvidt det er en etniske betegnelse eller indikation på, at de kommer fra RSFSR).
VVM understreger interessant nok, at indsatsen i de områder, der var sent indlemmet i USSR, var af mere national/nationalistisk karakter. Eksemplet er Pribaltika og det vestlige Ukraine og disses ambitioner om selvstændighed, ikke mindst fordi der var en kritisk indstilling til USSR efter erobringerne som følge af Molotov-Ribbentrop-pagten. Også efter krigen har USSR problemer med partisanerne, der kæmpede for selvstændighed i Ukraine.
Som kontrast hertil anføres, at de sovjetborgere, der kom fra det ældre USSR (в коренных районах), i højere grad var af de forurettede (обыженные): NEP-folk, kulakfamilie og “asociale elementer”, altså folk, der var dømt for en forbrydelse i det sovjetiske system. M. beklager, at sidstnævnte ikke er særligt veldokumenteret af pålidelige kilder og kan give et forkert billede af dem, det drejer sig om.
Endelig fremdrages det helt grundlæggende motiv, at det kunne være spørgsmål om liv eller død, om man sluttede sig til eller assisterede besættelsesstyrken. Det kunne være spørgsmålet om at hjælpe værnemagten – eller sulte ihjel eller se sig selv og sin familie truet på livet med vold (dette har været et centralt kritikpunkt fra den sovjetiske propaganda, særligt med hensyn til rekrutteringen i de tyske krigsfangelejre, i forhold til den “officielle” ideologiske linie i Vlasov-gruppen, der fremhævede deltagelsens frivillige karakter. -MJJ).
I diskussionen om de krigsfanger, der blev taget af tyskerne, forholder VVM sig skeptisk i forhold til påstanden (en anelse upræcist angivet med formuleringen “утверждение некоторых литераторов и журналистов”) om, at de lod sig tage til fange i massevis af ideologiske grunde, at de ikke ønskede at beskytte et totalitært regime. Det understreges, at de store tilfangetagelser kan spores tilbage til nederlag somfølge af ledelsens militære inkompetence, hvorved der i hvert fald er en konkret årsag til overgivelsen og de følgende krigsfangenskaber.
VVM beskriver ROA som noget naive – han beretter, hvordan gruppen angiveligt havde en intention om at samarbejde med Nazityskland, uden dog at blive en del af det, med Tysklands hjælp at omringe det forhadte stalinistiske regime, opildne den Røde Hær til modstand og således omstyrte regimet. Af denne grund beskriver forfattere ham som et godt menneske og en helt med en tragisk skæbne.
Men VVM synes, at denne fremstilling virker urealistisk (Этот план выгладит[...] авантюрным), at den snarere har karakter af et røgslør for at dække over ønsket om at samarbejde med fjenden; at en erfaren militær leder som Vlasov ikke ville kaste sig ud i noget så halsløst, og at hans publikationer udelukkende har propaganda som formål. Dette også fordi Hitler understregede, at han ikke havde noget ønske om at gentage fadæsen med de polske legioner fra første verdenskrig, samt at han havde brug for russiske arbejdere, ikke russiske soldater. VVM har svært ved at acceptere, at Vlasov-gruppen var så naive, som de synes – ikke mindst med den yderst begrænsede militære styrke, som de opnåede: 2 divisioner med kun den første fuldt udrustet.
VVM spørger sig selv og læseren, hvorfor Vlasov, givet hans påståede modstand mod regimet, ikke lod sig tage til fange under belejringen af Kiev i 1941 eller forsvaret af Moskva, som han modtog Stalins personlige tak for. Endelig gemte han sig i lang tid efter den 2. stødarmés fald i 1942, hvor han ellers havde rig mulighed for at overgive sig til besættelsesmagten.
VVMs artikel er begrænset i sine noter. Dette er ikke så mærkeligt, givet at det angiveligt er et brev til redaktionen, men der er nogle enkelte slutnoter. Dette for at angive, at han har tallene fra den nævnte Sjlichter, henvise til en artikel fra “Svobodnaja Mysl'”. Men endelig har han også en personlig kommentar, idét han selv har haft mulighed for at møde A. A. Vlasov. VVM udførte elektrikerarbejde ved feltøvelser for den division, som Vlasov anførte i 1940. Hans personlige indtryk af A. A. Vlasov var, at denne ikke var særligt sympatisk og ikke havde sine troppers hengivenhed eller respekt.
Вопросы Истории 11-12/96
Denne artikel af V. V. Malinovskij (herefter: VVM) er trykt som et brev til redaktionen på Voprosy Istorii.
Han tager temaet om den historiske udforskning af det tyske samarbejde op til revision – ikke mindst, fordi det er begrænset, hvor meget der er at revidere.
Han påpeger, at der i “encyklopædien” – hvormed han mener Великая Отечественная Война, det store sovjetiske opslagsværk om den store fædrelandskrig – slet ikke står noget om de sovjetiske kollaboratører. Han henviser til Solzjenitsyns kommentarer om “власовцы” i dennes værk Архипелаг Гулаг samt til Aleksander Kazantsevs Третья Сила som steder, hvor man trods alt kan få noget at vide, omend fra en personlig vinkel.
Han påpeger historikeres fristelse til at at drage ikke-analoge paralleller, såsom til Lenins frie rejse gennem Tyskland under 1. verdenskrig, der lagde op til, at bolsjevikkerne senere blev anklaget for spionage og samvirke med Tyskland. Desuden om A. D. Sakharovs støtte til USA under den kolde krig. Tendensen til at drage disse misforståede paralleller tilskriver han manglen på reelle historiske kilder.
Fra tysk side er der kun optegnelser vedrørende de soldater, der konkret gik i krigstjeneste, og ikke om det samvirke, der foregik i det besatte Sovjetunionen. VVM anfører tal fra den tyske administration, tal, han har modtaget fra en B. A. Sjlichter (Б. А. Шлихтер), der angiveligt har haft adgang til dem som tolk. Disse tal angiver, at der tjente et antal i størrelsesordenen 600.000 i de tyske væbnede styrker, som var af “østlige folk” (восточных народов) – heraf 310.000 russere (det er ikke klart, hvorvidt det er en etniske betegnelse eller indikation på, at de kommer fra RSFSR).
VVM understreger interessant nok, at indsatsen i de områder, der var sent indlemmet i USSR, var af mere national/nationalistisk karakter. Eksemplet er Pribaltika og det vestlige Ukraine og disses ambitioner om selvstændighed, ikke mindst fordi der var en kritisk indstilling til USSR efter erobringerne som følge af Molotov-Ribbentrop-pagten. Også efter krigen har USSR problemer med partisanerne, der kæmpede for selvstændighed i Ukraine.
Som kontrast hertil anføres, at de sovjetborgere, der kom fra det ældre USSR (в коренных районах), i højere grad var af de forurettede (обыженные): NEP-folk, kulakfamilie og “asociale elementer”, altså folk, der var dømt for en forbrydelse i det sovjetiske system. M. beklager, at sidstnævnte ikke er særligt veldokumenteret af pålidelige kilder og kan give et forkert billede af dem, det drejer sig om.
Endelig fremdrages det helt grundlæggende motiv, at det kunne være spørgsmål om liv eller død, om man sluttede sig til eller assisterede besættelsesstyrken. Det kunne være spørgsmålet om at hjælpe værnemagten – eller sulte ihjel eller se sig selv og sin familie truet på livet med vold (dette har været et centralt kritikpunkt fra den sovjetiske propaganda, særligt med hensyn til rekrutteringen i de tyske krigsfangelejre, i forhold til den “officielle” ideologiske linie i Vlasov-gruppen, der fremhævede deltagelsens frivillige karakter. -MJJ).
I diskussionen om de krigsfanger, der blev taget af tyskerne, forholder VVM sig skeptisk i forhold til påstanden (en anelse upræcist angivet med formuleringen “утверждение некоторых литераторов и журналистов”) om, at de lod sig tage til fange i massevis af ideologiske grunde, at de ikke ønskede at beskytte et totalitært regime. Det understreges, at de store tilfangetagelser kan spores tilbage til nederlag somfølge af ledelsens militære inkompetence, hvorved der i hvert fald er en konkret årsag til overgivelsen og de følgende krigsfangenskaber.
VVM beskriver ROA som noget naive – han beretter, hvordan gruppen angiveligt havde en intention om at samarbejde med Nazityskland, uden dog at blive en del af det, med Tysklands hjælp at omringe det forhadte stalinistiske regime, opildne den Røde Hær til modstand og således omstyrte regimet. Af denne grund beskriver forfattere ham som et godt menneske og en helt med en tragisk skæbne.
Men VVM synes, at denne fremstilling virker urealistisk (Этот план выгладит[...] авантюрным), at den snarere har karakter af et røgslør for at dække over ønsket om at samarbejde med fjenden; at en erfaren militær leder som Vlasov ikke ville kaste sig ud i noget så halsløst, og at hans publikationer udelukkende har propaganda som formål. Dette også fordi Hitler understregede, at han ikke havde noget ønske om at gentage fadæsen med de polske legioner fra første verdenskrig, samt at han havde brug for russiske arbejdere, ikke russiske soldater. VVM har svært ved at acceptere, at Vlasov-gruppen var så naive, som de synes – ikke mindst med den yderst begrænsede militære styrke, som de opnåede: 2 divisioner med kun den første fuldt udrustet.
VVM spørger sig selv og læseren, hvorfor Vlasov, givet hans påståede modstand mod regimet, ikke lod sig tage til fange under belejringen af Kiev i 1941 eller forsvaret af Moskva, som han modtog Stalins personlige tak for. Endelig gemte han sig i lang tid efter den 2. stødarmés fald i 1942, hvor han ellers havde rig mulighed for at overgive sig til besættelsesmagten.
VVMs artikel er begrænset i sine noter. Dette er ikke så mærkeligt, givet at det angiveligt er et brev til redaktionen, men der er nogle enkelte slutnoter. Dette for at angive, at han har tallene fra den nævnte Sjlichter, henvise til en artikel fra “Svobodnaja Mysl'”. Men endelig har han også en personlig kommentar, idét han selv har haft mulighed for at møde A. A. Vlasov. VVM udførte elektrikerarbejde ved feltøvelser for den division, som Vlasov anførte i 1940. Hans personlige indtryk af A. A. Vlasov var, at denne ikke var særligt sympatisk og ikke havde sine troppers hengivenhed eller respekt.
